Gul bil!
Gul bil, boblebil, sort nummerplade!
Hjælp! Jeg er blevet ramt af Gul bil! Nu tror du måske, jeg er blevet kørt over, men den tvivlsomme fornøjelse har jeg stadig til gode. Nej, det her hanlder om bølgen “vi slår, når vi ser en gul bil.”
Familiens arme er både gule og blå og vores nerver tyndslidte, når vi kommer hjem fra, hvad der ellers kunne have været, en hyggelig familietur. For alle sidder vi på nåle (AV!) og kaster os hårdtslående over hinanden, når vi passerer en gul bil. Spøgen har udvidet sig, så når vi nu møder en sort nummerplade, må man slå 11 gange og når vi møder en boblebil, må vi også slå.
Og i dag skete det så næsten mirakuløse: jeg mødte en gul bil! Med sort nummerplade! Og det var en boblebil! Og så var jeg alene! Se mig bokse løs på mig selv: 1 slag for gul bil! 1 slag for boblebil! 11 slag for sort nummerplade!
Hjemme i det kolde nord!
Solen varsler dagens komme på Mallorca
Et Middelhav med 23 grader. En sol, der kærligt bager kinden. En solopgang fra havet beskuet fra hotelvinduet. En vind, der blæser bekymringer og hverdagens tanker langt væk. Børn, der leger, bader, spiller – bold såvel som violin – og glædes. Men også en sur mallorcinsk tjener, der vælter juice i skødet på barnet uden at afhjælpe skaden efterfølgende eller i de mindste virke brødebetynget; ekspedienter, der snakker i mobiltelefon, mens man betaler; en storm der rusker havet op til ukendelighed og regn, der på et spiltsekund omdanner romantikken til et vådt turisthelvede!
Forfatteren Georg Sand boede en vinter på Mallorca sammen med Chopin og skrev en bog med den ret nærliggende titel “En vinter på Mallorca.” Og heri giver hun mallorcinerne tørt på. Man kan undre sig over, at de ikke har lært lektien og besluttet sig for at være lidt flinkere – særligt når de nu primært lever af turisme og service. Men det lune vejr må jo opveje mentaliteten for de tusindvis af turister, der årligt valfarter til øen. Og det er sandelig også frygtelig koldt at komme hjem igen. Livet er nu engang rarere, når man kan spadsere en aftentur i sandaler! Der er bare så længe, længe, længe til, vi kan det igen. Den danske vinter har alt for mange måneder og november allerflest!
Farvel Danmark! Hola Mallorca!
Farvel Danmark! Vi ses d. 19. oktober igen. Indtil da vil jeg nyde mine børns selskab, Mallorcas lune(fulde) temperament og klangen af smukke violiner.
Jeg kan specielt godt lide det med temperamentet. Vores tyske rejsepartner, der vist har mallorcanske rødder, har ekspliciteret for os, at mentaliteten er anderledes på Mallorca – der kan ske ændreinger i planerne – og dem er der mange af, for der er mange koncerter. Og i stedet for at ærgre os over eventuelle ændringer, skal vi prøve at se på fordelene i den nye situation! Ingen ABA-træner kunne have sagt det smukkere. Man skulle jo næsten tro hun talte til en flok autister og ikke et dansk/tysk rejsehold. Men måske er vi faktisk lidt for autistisk rigide og planbundne her i Nordeuropa? Her i huset øver vi os alle på at være lidt mere mallorcanske!
Caroline Wozniacki er nr 1
Man er virkelig sentimental, når man fælder en tåre, når man ser billeder fra, når Caroline Wozniacki kæmper sig frem til sejr og når en førsteplacering på verdensranglisten… Nårh!
Vi må have flere kriminelle kvinder!
Vi må have flere kriminelle kvinder! Her forstås kvinder, der begår civil ulydighed og passer deres børn selv. Tjek lige Katrine Winkel Holms angreb på feministerne, der i følge hende har dræbt husmoderen. Se her: Rend mig i kødgryderne.
Jeg kender gode kvinder, der bliver opfattet som mærkelige aliens, fordi de egentlig bare vil være husmødre – nærmest som om det er lidt forræderisk eller skruebrækker-agtigt at lade omsorgsgenet fylde. Er det ikke lidt mærkeligt? Jeg hilser debatten velkommen!
Et farvel til mine gamle løbesko
Mine gamle løbesko er afgået ved døden! Det er en sorgens dag – jeg knytter mig nemlig utrolig meget til mine løbesko. I mit liv har jeg kun haft tre par løbesko, som hver har båret mine fødder og modtaget mine møjsommelige gentagne stød mod vejen. Mine sidste løbesko mistede sålforbindelsen, hvilket betød, at jeg måtte lime dem hver gang, jeg havde været ude at løbe. Men jeg elskede disse blå nike-sko.
Det blev dog for uholdbart i længden og med blødende hjerte udskiftede jeg dem til de her grå, nu fuldstændigt tilmudrede adidas-sko. Og nu er det deres tur til at lade lavet! De har mistet deres fjedrende effekt, og mine 38-årige knæ brokker sig… Så nu ser jeg frem til en flyvende, fjedrende tur i mine nye, meget hvide og meget fine nike-sko. Løbesko par nr fire: velkommen i mit løbeliv!
Salling-fur
Jeg synes, det er rigtig sjovt, at der er en hjemmeside, der hedder salling-fur! Det er vist det alle århusianere har i øjeblikket! Godt nok er hjemmesiden ikke lige om det Salling, vi får fur af og i her midt i Århus, men så kan man jo tage sig en drømmeslapper ved at kigge lidt på, hvor fredeligt der er på Salling-fur…
