Snobrød i pejsen
Så er det tid til snobrød! I denne våde og kølige efterårstid er det nu snobrødene kan samle børnene om den knitrende ild – ja naturligvis ikke i havebålet, men i pejsen! Jeg elsker snobrød, da det om noget brød har en fantastisk sprød skorpe, og det er trist, hvis det kun skal høre sommeren til.
Så her forleden dag, hvor pejsen lystigt sendte varme og hygge ud i stuen, rørte jeg en snobrødsdej sammen, og efterfølgende var det bare at gå på pindejagt. Det lykkedes ikke helt så godt: dem vi fandt var for korte, så børnene blev bagte i ansigterne, og det er jo ikke meningen! Derfor lagde vi en rist oven på to stykker brænde, og vupti havde vi en slags ovn, hvor vi lagde vores snobrød, som vi vendte med en ildtang. Det var gode snobrød, som alle bagerne nød måske i høj grad på grund af den ekstra modstand, processen have budt os, og den særlige stemning det at bage i stuens pejs skabte af brudte normer hos alle.
Her har du min snobrødsdejopskrift:
1 pk gær
4 dl håndvarmt vand
1 tsk salt
1 tsk sukker
mel nok til at dejen kan æltes og efter hævningen i en halv til en hel times tid rulles med hånden til pølser der vikles om pindene.