Hvad jeg tænker på, når jeg vasker op
I går gjorde jeg mig lystig på de kære mænds bekostning: for de kan jo ikke multitaske – når de vasker op, så vasker de op! Færdig! Men egentlig burde man jo hylde enhver form for adspredelse i den kedelige lod, det er at vaske op, hvorfor kvinder lystigt kvidrer løs under akten. Men ofte er man jo faktisk henvist til eget stille selskab, når man vasker op – uden nogen former for adspredelse andet end selve det at vaske op.
Og hvad kan man så tænke på? Tja, ofte er man vel tanketom eller som en tankebanegård: tankerne suser afsted ind og ud i samme tempo som glas pudses og skylles. Men pludselig stopper du måske op. Tænker! “Her er jeg midt i en opvask, på et tilfældigt tidspunkt i mit liv. En tilfældig dag. Hvorfor står jeg egentlig her og vasker op?”
Se det var ansatsen til en film, jeg så i en af min gymnasietids filosofitimer. Fra opvask til eksistentialisme på et splitsekund. Og derfor har jeg lige siden i virkeligheden holdt meget af den ellers netop kedelige lod, det er at vaske op: denne trivielle handling giver anledning til kontemplation, hvis man under sig at trække en anelse i håndbremsen og fundere over dagen, hvorfor den er som den er, og om du mon har levet denne dag, sådan som du egentlig vil – når du tænker rigtig efter.
