Tom
Nogle dage er jeg bare mere tom end andre. Når alt bliver stille, kan jeg høre stilhedens ekko i mit eget hoved.
Andre dage er jeg bare så fyldt. Så bliver der slet ikke stille, selvom alle sover, og der slet ikke er nogen lyd. Så føler jeg mig bare så tom!
Jeg har virkelig lyst til et marcipanbrød!
Kender I det: pludselig må man bare have et marcipanbrød. Jeg kan allerede mærke, hvordan det lækre, lyserøde, metalliske papir knitrer mellem mine fingre, der forsigtigt og forventningsfuldt famler sig vej til det mørke chokolade. Jeg kan føle biddet, der borer sig gennem chokoladens hårde bitterhed og åbenbarer marcipanens bløde, søde saftighed – en dissonantisk og dog dybt harmonisk smagsoplevelse, som jeg lige nu slet ikke kan lade være med at tænke på. Jeg må bare ha’ et marcipanbrød!
Snobrød i pejsen
Så er det tid til snobrød! I denne våde og kølige efterårstid er det nu snobrødene kan samle børnene om den knitrende ild – ja naturligvis ikke i havebålet, men i pejsen! Jeg elsker snobrød, da det om noget brød har en fantastisk sprød skorpe, og det er trist, hvis det kun skal høre sommeren til.
Så her forleden dag, hvor pejsen lystigt sendte varme og hygge ud i stuen, rørte jeg en snobrødsdej sammen, og efterfølgende var det bare at gå på pindejagt. Det lykkedes ikke helt så godt: dem vi fandt var for korte, så børnene blev bagte i ansigterne, og det er jo ikke meningen! Derfor lagde vi en rist oven på to stykker brænde, og vupti havde vi en slags ovn, hvor vi lagde vores snobrød, som vi vendte med en ildtang. Det var gode snobrød, som alle bagerne nød måske i høj grad på grund af den ekstra modstand, processen have budt os, og den særlige stemning det at bage i stuens pejs skabte af brudte normer hos alle.
Her har du min snobrødsdejopskrift:
1 pk gær
4 dl håndvarmt vand
1 tsk salt
1 tsk sukker
mel nok til at dejen kan æltes og efter hævningen i en halv til en hel times tid rulles med hånden til pølser der vikles om pindene.
Den gamle mand på vej til slagteren
Jeg synes den gamle mand på vej til slagteren på Ellebjergvej er sød. Iført smukt, sort jakkesæt, håret og skægget bølgede hvidt og han kunne knap løfte fødderne og alligevel gjorde han sig den anstrengelse at forsøde dagen med en tur til slagteren efter det stykke kød, der i hans optik, ville give dagen mere værdi.
Jeg synes den unge, flotte mand i smart jakke på vej på cykel i fuld fart gennem den smalle gade – med lyserøde, stribede strømper uden på bukserne er sjov, fordi det er så kikset med de strømper.
Jeg synes, den lille baby, der nikker og griner til mig i køen, når jeg nikker til den, er helt utrolig nuttet og brystforstørrende.
Jeg synes manden i bilen foran mig er vildt irriterende – helt ærlig, han fejede lige ind foran mig, som en anden fodboldspiller i en beskidt takling. Hvad sker der lige for folk bag et ret?
Jeg synes formiddagens sol og middagens regn viser mig hele livet på få timer.
Jeg synes den lille pige, der tegner katten er så sød. Hovedet på skrå, tungen i mundvigen, blyantens vej over papiret nedstirres med større koncentration end nogen kirurg kan udvise. Katten bliver ikke spor pæn, men pigens umage er hele umagen værd.
Hvad jeg tænker på, når jeg vasker op
I går gjorde jeg mig lystig på de kære mænds bekostning: for de kan jo ikke multitaske – når de vasker op, så vasker de op! Færdig! Men egentlig burde man jo hylde enhver form for adspredelse i den kedelige lod, det er at vaske op, hvorfor kvinder lystigt kvidrer løs under akten. Men ofte er man jo faktisk henvist til eget stille selskab, når man vasker op – uden nogen former for adspredelse andet end selve det at vaske op.
Og hvad kan man så tænke på? Tja, ofte er man vel tanketom eller som en tankebanegård: tankerne suser afsted ind og ud i samme tempo som glas pudses og skylles. Men pludselig stopper du måske op. Tænker! “Her er jeg midt i en opvask, på et tilfældigt tidspunkt i mit liv. En tilfældig dag. Hvorfor står jeg egentlig her og vasker op?”
Se det var ansatsen til en film, jeg så i en af min gymnasietids filosofitimer. Fra opvask til eksistentialisme på et splitsekund. Og derfor har jeg lige siden i virkeligheden holdt meget af den ellers netop kedelige lod, det er at vaske op: denne trivielle handling giver anledning til kontemplation, hvis man under sig at trække en anelse i håndbremsen og fundere over dagen, hvorfor den er som den er, og om du mon har levet denne dag, sådan som du egentlig vil – når du tænker rigtig efter.
Mænd kan faktisk ikke multitaske
Ja, så er det åbenbart bevist, det vi vidste i forvejen: mænd kan faktisk ikke multitaske! Jeg har sådan set vidst det, siden vi holdt børnefødselsdag for efterhånden en del år siden, og jeg så i kampens hede om at opvarte gæsterne uddelegerede en kaffebrygning til min bedre halvdel. Et kvarter senere kiggede jeg forgæves rundt om havebordet og fandt ingen kaffe og ingen bedre halvdel. Overladt til min egen dårlige halvdel gik jeg på jagt efter den bedre, som jeg troede bryggede kaffe. Men, ak, jeg fandt ham midt i en filosofisk diskussion – med kaffekande i hånden. Sikkert har jeg fremvist, at jeg er min egen dårlige halvdel, men jeg forstod bare ikke, hvorfor han ikke kunne diskutere og brygge den kaffe samtidig! Dårligere diskussion, har han sikkert svaret og henvist til at nogle har talent for at brygge kaffe, andre for at underholde og diskutere.
Og nu er det så bevist: mænd er dårligere til at multitaske. Man har undersøgt en række mænd og en række kvinder, der stod og vaskede op. Mens de vaskede op, blev de spurgt om et eller andet – de vidste vel og mærke ikke, at det var dette de blev testet for. Alle kvinder fortsatte opvaskningsmanøvren, mens de svarede, hvor stort set alle mænd derimod stoppede op, mens de svarede, og genoptog rengøringen af det beskidte service, når de havde svaret. Ret tankevækkende!
Så lad dette være beviset: mænd kan faktisk ikke multitaske!
Man kunne selvfølgelig også vende det på hovedet og sige, at de søde mænd tager samtalen så alvorligt, at de stopper deres gøremål for at hellige sig et fokuseret og fornuftigt svar. Husk på dette, kvinde, næste gang, du synes, din mand taler for lidt! Når han taler, så taler han. Og når han vasker op, så vasker han op. Der tid til at tale, og tid til at vaske op. (Men vi er nogle, der synes opvasken bliver sjovere, når vi kan snakke samtidig.)
Talent for kærlighed…
… det må nok være det største talent, ikk? Rent Harry Potter. Så hvorfor tæller det ligesom ikke i en talentkonkurence som Talent? Jeg blev ellers så glad, da Hella Joof med stor visdom roste en af de ellers mindre talentfulde deltagere for at have et talent for kærlighed. Smukt og klogt og godt. Så hvorfor tæller det ikke?
Måske fordi kærlighed til alle andre end os selv og vores nærmeste virker sentimentalt og kedeligt. Med mindre det følges af et andet mindre kedeligt, mere underholdende eller forbløffende talent. Eller at det ligefrem redder verden. Og det er vist kun Harry Potters og Guds kærlighed der kan det. Tænk engang!
