Jeg har også set verden begynde
Jeg har set verden fra oven. Fra Guds perspektiv. Jeg har set ned på skyer – de burde set fra mit menneskelige perspektiv svæve over mit hoved i luften. Men set fra luften har de deres eget landskab som intet jordnært fatter og aner.
Jeg har været på en simpel flyrejse. Væk fra min rosengård, kanin og blog og den hverdagslige lyd og fornemmelse af nøglen i min hoveddørs lås. En rejse som 1000-vis af rejselystne gør op til flere gange årligt. I dag er der ikke mirakuløst at flyve. Og dog har jeg set verden begynde der i luften.
Jeg har set Europas tag fra luften – Mont Blanc stak sin top op gennem skyformationerne og i sin tilsyneladende uberørthed og kølige stilhed viste hun mig tidernes begyndelse og gang, som jeg er indlejret i. Det er enhver rejse værd i sig selv. Måske oplever man også noget, der hvor man flyver hen. Men det er en helt anden historie.
Der burde have været roser
…og det er der også. Der burde have været ferie. Og det er der også. Der burde have været solskin. Og det er der også. Jeg smiler. Hvad andet kan man? Tiden står lige så stille som luften mellem roserne, og det er det en tid, der har været al tid. Børn leger. Bier summer. Kaniner hopper. Saft drikkes. Jeg smiler.
Da jeg var barn, undrede jeg mig over alt det min far skulle rydde op i haven efter sådan en sommerdag – spande, dukker, glas, tæpper, vandslange. Hvordan mon han gad? Jeg tænkte, at det nok er sådan noget, voksne gider. Nu er det mig, der rydder op i haven, og jeg undrer mig sådan set stadig: hvordan mon jeg gider? For det gør jeg ikke. Men jeg smiler. For sommer er det. Bier summer. Roser dufter. Tiden står stille.
