Helt uskyldigt er det nok ikke!
Poledancing og stripfitness vinder frem. I sig selv en noget rystende pornofisering af kvinden – som sker af ganske fri vilje, hvilket er lige så gruopvækkende som selvcensur – den mest effektive form for censur! Tænk på det, når du overvejer ikke at udtale dig – måske skulle du gøre det i ytringsfrihedens navn alligevel! Kvinder i dag – altså nogle kvinder, naturligvis, jeg er ikke generalist, og det inkluderer jo helt sikkert ikke mig selv! – iklæder sig frivilligt afklædningen i fitnessens hellige haller. Og hvad værre er: Det tiltrækker også piger i 13-14 års alderen. Hvilket ganske vist ikke er overraskende, men af den gund ikke mindre skræmmende – helt ærligt: Hvordan skal man kunne skelne signalerne? En lille pige, der vrider og vender sig om en stripperstang? Og, ja, som sagt er det ikke overraskende. Der er en kollosal mimetisk stræben hos unge piger: Det de ser de seje gøre, de voksne, de kendte, de smukke, det vil de naturligvis også – det er den stræben, der fører ind i voksenlivet. Og som burde forpligte os mere, end den gør. Nok så mange gange kan man sige, at det blot er en form for workout og måde at få sved på panden på, men helt uskyldigt ser det i hvert fald ikke ud!
Tjek artiklen i Ekstrabaldet: http://ekstrabladet.dk/nyheder/samfund/article1368285.ece
Jordbærsmoothie
Ok, egentlig ville jeg kun dele brødopskrifter og til nød en kageopskrift i ny og næ med mine dyrebare læsere, men jeg var absolut ved at dø over denne smoothie, jeg fik lavet i weekenden. Det var faktisk lidt af en fejltagelse, at den endte som den gjorde. Der var nemlig ingredienser vi ikke havde, så jeg puttede noget andet i i stedet, og i den originale opskrift skulle der også fibre i – som ganske rigtigt er sunde, men, ja – for mig nedsætter det altså nydelsesniveauet, hvis der er fibre i en smoothie. Og man må ikke glemme, at livet også kan nydes – det er faktisk helt sjov indimellem!
Nå, men altså: det var en jordbærsmoothie, som fik en konsistens, som var det jordbæsorbet, bare lækrere, fordi der var stumper af hele frosne bær i og ægte knasende jordbærkerner i og langt mere cremet og rund grundet yoghurten og jordbærkoldskålen. Virkelig mums! Et ord jeg er vokset op med som Anders And-læser, og det passer perfekt her.
Here you go:
10 frosne jordbær
1 banan
1 dl yoghurt naturel
½ dl jordbærkoldskål
Blænde, blænde – ikke for længe, for så bliver den efter min smag en anelse for smooth, men det er jo – som alt her i livet – en smagssag.
Fodboldenkernes klub
Velkommen til fodboldenkernes klub! Der var en gang hvor jeg var ganske ung og på romantisk parferie i London. Vi var sejlet derover og var begejstrede for et udsøgt hotel på Piccadilly Cirkus – tilmed med både håndvask og fjernsyn på værelset! Det skulle vise sig ikke at være så godt – det der med fjernsynet – set med mine øjne. Dagene var godt nok smukke og skønne. Men aftnenerne tabte jeg til fordel for VM i fodbold. Tager man til London for at se VM i fodbold på et hotelværelse? Nej, vel? London er oplevelse, romantik, små restauranter, liv! Altså set med mine øjne.
Jeg tror nok min partner så det lidt anderledes. Jeg er ikke helt sikker på, at han syntes, jeg var den sjoveste medjubler, og jeg har sikkert ikke gjort en nævneværdig indsats, kan jeg vist godt indrømme. Så hvordan kan han have syntes, det var sjovt? Jeg forstår det ikke! Men han jublede, skældte ud på dommeren og råbte – og havde vist en rigtig god oplevelse. Hvem forstår det?
Til tider føler jeg vi forstår hinanden – andre gange ser jeg bare måbende til fra sidelinjen – og det skal ikke forstås bogstaveligt!
Koncentration til musik
Hvis du kan koncentrere dig, mens du hører det, så kan du koncentrere dig. Hvis ikke du kan koncentrere dig, når du hører det, så kan du bare ikke koncentrere dig. Citat fra P2 her til formiddag. Jeg elsker bare den radiokanal – det må man nok kunne forstå.
Det er ikke helt så tosset endda, for musik er individuel. Nogle arbejder godt til Dvorák, andre forstyrres af hans klange – helt uafhængigt af om man rent faktisk kan lide musikken, det er sagen ganske uvedkommende – pointen er om musikken interfererer med dine tanker, blander sig med det du er i gang med, tager over, flytter dit fokus.
Musik har den egenskab, at den kommer til dig, uden at du nødvendigvis må have dit fokus rettet mod det. Men det kan stadig inspirere dig og stemningssætte dig. Pludselig kan den bløde baggrundsmusik brydes af et eller andet, der fanger netop din opmærksomhed. Og så er din koncentration brudt.
Så enten kan du koncentrere dig eller også så kan du ikke, det er såre simpelt, musik er individuel – der er intet rigtigt eller forkert. Og det er jo egentlig meget rart, ikk? Det er bare lige præcis som du synes.
Mød P2s arbejdsmusik her: http://www.dr.dk/P2/P2_Formiddag/onsk/arbejd.htm
Eksamenstid
Hvilken musik hører du, når du læser til eksamen? Det spørgsmål ramte mit øre i formiddags – netop som jeg gik og forberedte min eksamen. Det var naturligvis P2 min radio var indstillet på – hvad er bedre at høre under eksamenslæsningen end netop P2?
OK – læsning er måske så meget sagt. Jeg gik faktisk og bagte en kage. Som ægte bagefreak søger jeg naturligvis efter enhver anledning til at bage. Jeg er godt nok ikke ved at uddanne mig til bager, men man kan jo godt tage en kage med til en Multimediedesigner eksamen, ikk?
Det er ikke så tosset, som det måske lyder: min gruppe har skabt en ny digital markedsføringstrategi for Herregårdsmuseet Gammel Estrup. På Gammel Estrup kan man få citronkage bagt efter gamle opskrifter. Det er ganske særligt for Gammel Estrup, som har et orangeri – en slags drivhus – hvor man dyrkede citroner. På den hjemmeside, vi har skabt for Gammel Estrup kan du downloade netop den opskrift.
Kagen er ganske god – og ikke bare autentisk for Gammel Estrup, men ganske særlig i dag, hvor vi genopliver citronmånen – og denne citronkage giver i hvert fald mig associative mindelser om min fortids kvalte citronmåner. Og kager og associationer – de hører jo sammen!
Følg linket her – så kommer du frem til den dejligste citronkage – lige til at printe ud:
http://www.wieck.dk/Estrup/media/opskrifter1.pdf
Det kan faktisk være sjovt at gå til eksamen – tjek også resten af vores site:
Det er ren autenticitet skabt efter bedste oplevelsesøkonomiske principper. Hvorfor har museer generelt så kedelige hjemmesider? Mange kulturhistoriske museer gør meget ud af at genoplive historien – hvorfor ikke føre det et skridt videre til også at implementere samme oplevelsesgrad på hjemmesiderne?
Det er det, vi har efterstræbt – så und dig selv en oplevelse og besøg Gammel Estrups nye hjemmeside – eller i hvert fald den prototype, vi har skabt til museet.
Det som er
Det som er lige her, er det som er.
Det er musikken. Regnen.
Men det er også dit duftmærke på min kind. Der flygtigt gør dig nærværende.
Det som var
Det tømte rum er mere tomt end det tomme. Den forladte er mere ensom end den ensomme. Tomheden ovenpå et hektisk projekt fylder mere end livsfylden før det hele begyndte. Betyder det, at det som var en gang er mere betydningsfuldt, end det som er? Nej, men efterklangen runger højere.