Hjemmelavede pitabrød
Jeg er ikke et særlig ortodokst menneske, når det gælder brødopskrifter – konsistensens variation og brødets mangfoldighed morer mig, og så kan jeg i en håndevending slippe for at finde decilitermål og vægt frem og i stedet med løs hånd blande min dej.
Normalt går det godt – men her forleden dag blev dejen alligevel for tynd, og jeg måtte nærmest hælde den ud på pladen. Det går aldrig godt, det her tænkte jeg, men inde i ovnen skete miraklet – brødene hævede så meget op, at der dannede sig et hulrum, og ud fremdrog jeg de mest ideelle, hjemmebagte pitabrød, jeg nogensinde har fået. Problemet var bare, at det var morgen, og familien var noget skeptiske overfor at fylde ost, syltetøj og nutella i brødene, men det var nu ikke helt ueffent.
Dog vakte de mere begejstring, da jeg et par dage efter gentog eksperimentet til aften. Jeg deler opskriften med jer her:
Du tager:
5 ½ dl lunt vand
¾ pk gær
1 spks salt
6 ½ dl mel
Dejen røres godt sammen til en tyk pandekagekonsistens og hæver godt op – fx. en times tid. Derpå hældes dejen ud på pladen i den størrelse, du ønsker – det kan anbefales at lave dem pænt store, så er der plads til mere fyld. Lad nu dejen efterhæve godt op i også gerne op mod en time, inden du bager pitabrødene i en forvarmet ovn ved høj varme – jeg havde den på 240 grader og havde brødene inde i ca. 12 minutter, og de blev delikat gyldne og lige til at fylde.
P2 er død
Det er en sorgens dag. P2 er død! Hvordan kan man lukke P2? Tonerne, der har forsødet så mange af mine stunder, eliksiren, der nærede den stille formiddag, fik morgenhurlumhejet til at klinge smukkere? Fik aftensmaden til næsten at tilberede sig selv?
I en tid, hvor man reelt frygter for fødekæden til den klassiske musik i Danmark, hvordan kan man så lukke kanalen med en nonchalant håndbevægelse og store ord om konkurrence omkring public service og debat? P2s lyttere mærker nok ikke konkurrencens fordel, men hører alene stilheden efter de døde toner. Ingen stilhed er så larmende som efter tonerne, der lød engang.
Lykke
Da jeg var ung, barn, yngre arbejdede jeg hen imod en lykke. Når jeg bliver…, når jeg har gjort…, efter… , så kan jeg leve lykkeligt til mine dages ende.
Pludselig vågnede jeg op og indså at til mine dages ende er lige nu! Der er intet før, intet efter; det er nu, i går og i morgen. Jeg bliver ikke lykkeligere.
Mukhtars fødselsdag
Så er det blevet tid til at reklamere for endnu reklame – jeg må jo være idiot! Hvis en reklame er god nok, behøver den vel ikke reklame? Nej, det behøver den ikke, men det er jo den allerbedste reklame – når den går fra mund til mund – eller fra klik til klik, som onlinekommunikation benytter sig af. Og som jeg nu er fanget ind af – klik endelig med! For Mukhtar fortjener det – og du får en sjov oplevelse, der samtidig giver et let etisk spark.
Denne Mukhtar er buschauffør og vi møder ham, mens han er ude på en rute. Ligeså stille begynder passagerne at først spille trompet og derpå synge fødselsdagssang for ham og til sidst møder bussen en demonstration, der ligeledes hylder Mukhtar – der som chauffør jo ellers lever et enten usynligt eller udskældt liv: og det er bare så sødt, at de er søde ved ham og synger fødselsdagssang for ham. Familien glad Danmark, der lever i idyllisk harmoni mellem kulturerne.
Dybest set er det kvalmende politisk korrekt, men også derfor er det så vældig sjovt.
Løb eller sex –hvad er mon vigtigst?
Så var jeg ellers lige ved at få pizzaen galt i halsen, da TV2s Go Aften Danmark bød velkommen til bladet I forms nye undersøgelse, der afslører, at mange kvinder sætter en løbetur højere end sex. Tak skæbne, tænke jeg, der jo løber for livet, og straks overvejede jeg mit forhold til min livseliksir af en løbetur – hvad sætter jeg egentlig højest? Det skal jeg naturligvis ikke belemre mine læsere med, men i stedet opfordre til at overveje prioriteringerne i livet – fx ved at granske I forms undersøgelse her – den viser, at vi foretrækker en løbetur frem for at gøre rent (nemt at forstå!), en shoppetur (vel en alvorlig konkurrent) og at gå på Facebok. Tjek selv: http://iform.dk/traening/loeb/kvinderne-haler-ind-paa-maendene
Kagens dag
I dag er det kagens dag. Det er da noget, der må fejres af alle kageelskere! Jeg vil naturligvis gøre det med en kage – hvad andet er der at gøre? Og her på buggesblog fejrer jeg denne kagens dag med at dele den bedste opskrift, jeg til dato har haft på en kage – nemlig en brunsvigerkage. Det er på ingen måde en avanceret kage. Det er heller ikke en særlig moderne kage. Men det er smagen af min barndom og sødmefyldte øjeblikke i mit liv fra før jeg satte ord på oplevelser og erfaringer, og dermed genoplever jeg med en bid af en brunsvigerkage et stykke barndom, der ellers er tabt – ak, ja, brunsvigerkage er mit livs maideleinekage.
Du tager:
Dej:
250 g mel
2 tsk sukker
75 g smør
1 ¼ dl lun mælk
25 g gær
Glasur:
75 g smør
75 g brun farin
Du blander mel og sukker og smuldrer smørret i, og det røres sammen med den lune mælk, hvori du på forhånd har rørt gæren ud – dvs. du har gang i 2 skåle. Lad nu dejen hæve i ca 20 min.
Herpå ruller du dejen ud og beklæder en lille, smurt eller bagepapirdækket, bradepande – dejkanterne bøjes lidt op, så de efterfølgende kan holde på faringlasuren. Dejen efterhæver 15 min, hvorpå du med fingrene prikker fordybninger i dejen og efterjusterer dejkanterne. Dejen overhældes nu med glasuren, som du har forberedt af halvsmeltet smør rørt med farin.
Bag kagen ved 200 grader varmluft i 15 min – og dette er en cirkatid, du må holde godt øje med kagen, da der er forskel på ovne, og det er ret vigtigt at kagen ikke får for meget, så bliver den tør og kedelig. Det er i høj grad den svampede konsistens, der er lækker.
Bortset fra denne tid, som er cirka, er jeg altid meget præcis, når jeg er kagebager – i modsætning til når jeg er brødbager, hvor variationen i at sjusse sig frem giver brødet mere kant – finder jeg. Det er en variation, der ofte resulterer i tørre kager, halvrå kager eller bare dårlige kager, hvis man overfører den strategi på kagebageriet, så det kan jeg ikke anbefale. Kager kræver præcision.
Og til sidst et tip: brunsviger egner sig fortrinligt til at bage kagemand af!
Regn
”Regnen blev deres skæbne” - skrev jeg melodramatisk i min dagbog som 19-årig efter de første 14 dage sammen med min nye kæreste i 1991, hvor det nærmest havde regnet konstant. Og jeg havde et stort behov for at finde en mening med al den regn. Nu har vi 19 år sammen bag os og har oplevet et og andet andet end regn, men stadig kan tristessen over en god gang regn få mig til momentant at være 19 år igen og se en stor mening i regn, regn og atter regn.
Mange moderne mennesker er bange for en smule vand – bare det regner lidt er det ind i husene, frem med paraplyerne eller på regntøjet! For tænk om man skulle blive våd!
Se på det som naturens måde at døbe dig på. Give dig liv. Så er det faktisk helt rart at blive omsluttet af en god gang himmelsk vand.
Se på din kærestes hår iklædt dråber, det er så smukt som et spindelvæv en dugfyldt septembermorgen. Se på dit ansigt vædet af regnen – bedre fugtighedskur findes ikke.
Og så har man jo også muligheden for at komme ind igen – en livets kontrastering, som gør os fattigere, hvis vi skulle undvære.
Tilvalg og fravalg
Tænk sig at kunne leve den samme tid flere gange? Så kan du først hente dit barn tidligt fra skole og hygge jer max fra 12-16. Derpå kan du nå alt det du ikke nåede på arbejde – igen fra 12-16. Og derpå nå at få købt ind og løbe en tur og meditere – igen fra 12-16.
Harry Potters mor har opfundet en tidsvender – der klarer problemet for alle moderne mennesker. En lille medaljon, man kan dreje og derved få den tid, vi ellers ikke har. Hun er klog og meget opfindsom, JK Rowling, og jeg er umiddelbart en klar køber af tidsvenderen og blev meget begejstret da jeg så følgende opskrift på mine genvordigheders løsen på en nystartet blog: ”Slik lager du en tidsvender” lyder overskriften og det er altså en opskrift på, hvordan du laver den lille fine medaljon:
http://teamhogwarts.blogg.no/1271084868_slik_lager_du_en_tids.html
Men når jeg gennemtænker scenariet med ekstra tid, er jeg ikke så sikker på, at det ville gøre mig lykkeligere. Jovist, jeg ville nå alt det, jeg ellers ikke kan nå. Men er det ikke i fravalget snarere end i tilvalget, vi oplever den største lykke?
Sol
Solen gør mig glad og nedtrykt på samme tid:
glad fordi den er der lige nu, varmer min krop og får mig til at glemme, at jeg nogensinde har frosset;
og nedtrykt ved tanken om, at den forsvinder igen.
Mors dag
Egentlig er jeg ikke den store fan af mors dag – det er alt for sentimentalt , selvsmagende og forherligende. Og kommercielt. Vi har jo hver i sær vores fødselsdag, hvor vi bliver fejret, det må ligesom være nok, skulle jeg mene.
Skikken med at fejre mors dag er naturligvis amerikansk, hvor det tilmed er en national helligdag – hvilke andre steder, dyrkes moderskabet så svulstigt intenst?
I hvert fald ikke i vores lille andedam, hvor moderskabet er reduceret til en fritidsbeskæftigelse. Egentlig kunne jeg elske mors dag, fordi det sætter moderskabsværdier i højsæde – og lige på denne ene dag ophøjer det til en raison d’être, hvilket for mig er alt rigeligt. Min sjæl, hvad vil du mere?
Og jeg bliver glad, når jeg får en hjemmelavet præmie, pyntet med fjer, der kårer mig til verdens bedste mor. Som det sentimentale og idiosynkratiske menneske jeg også er.
Læs mere om mors dag her:
