Kvinden er vel en messe værd
Det er en fornærmelse! Kvindemesse for piger i alle aldre – nu har jeg set det med! Jeg spidsede ellers øjne, eller hvad det nu er man spidser, da jeg så, at Silkeborg for første gang afholder kvindemesse d. 18. april. Det må da være noget, tænkte jeg, der sendte min blog i luften på kvindernes internationale kampdag og på alle måder holder fanen højt – ikke blot en dag årligt – for som min kloge mor siger, er det ikke, hvad du spiser mellem jul og nytår der gør dig tyk , men hvad du spiser mellem nytår og jul, og sådan er det vel også med kvindekamp – en dag årligt batter lige som ikke – det er alle dagene mellem d. 8. marts og d. 8. marts der rykker, kan du se pointen?
Men her er der altså en messe – kun for kvinder, der altså er piger. Hvorfor kan kvinder ikke få lov til at være kvinder? Tror vi kun vi har værd, så længe vi er piger? I en tid der hylder den glatte ungdom ligger svaret desværre lige for.
Men altså kvindemesse – anno 2010 med ren forkælelse i form af alt det kvinder elsker, i hvert fald ifølge arrangørerne, såsom makeup, mode, sko, lingeri, wellness, helse osv. Hvilken kvinde mon det er for? Og er det disse ingredienser, der i første omgang skaber vores glæde, kønsidentitet og en god dag – uden mænd?
Jeg kunne drømme om en anden messe, men døm selv. Måske er det alligevel en messe værd:
Jeg bager på brød 3 – krydderbrød til aften
Hvem har sagt at aftensmad ikke også kan være brød? Det kan det i hvert fald hjemme hos mig. Et godt madbrød gør det gladelig ud for lasagne, frikadeller, bøf eller porretærte. Første gang jeg lavede dette krydderbrød inspireret af det italienske foccaciabrød, serverede jeg det for familien, der sad og spillede kort, mens jeg lavede en mørbrad færdig. Spillekortene blev ret fedtede må jeg lige advare, men brødet gled ned som – ja, undskyld – varmt brød. Og min mørbrad blev efterfølgende omdøbt til sejbrad, og det skulle forstås helt bogstaveligt. Men heldigvis var appetitten blevet taget af brødet og næste gang nøjedes jeg med det.
Du tager:
½ pakke gær
En lille spks salt
En tsk sukker
3 ½ dl lunt vand
2 spks olivenolie
6 ½ dl mel
Dejen hæver en times tid og hældes efterfølgende i en lille bradepande penslet med olivenolie. Brødet efterhæver en times tid og pelses derpå med olivenolie og drysses med rosmarin og bages 15 min ved 240 grader.
Elementært
Danser i vinden - foto taget Alexandra Mitrea
Det er ganske elementært. Der er fire stærke naturkræfter, mennesket aldrig har kunnet betvinge: jord, vind, vand og ild. På forskellig vis kan disse kræfter udnyttes, men lige så ofte er de ødelæggende.
Sæt dem som tema for en balletforestilling – skabt i samspil mellem dansere, teaterteknikere, mediegrafikere og multimediedesignere.
Ja egentlig er det tre forestillinger, men jeg (og det er er min blog, derfor handler det om verden ifølge mig!) har været med på den ene, som har de fire elementer som tema. Fire dansere slænger sig om en omvendt pyramide, hvorpå der projekteres video, der symboliserer de forskellige elementer. Læs mere på denne blog om ballet mecanique:
Den anden løber – da løbeskoene gik bersærk
Vi kunne fx sige at jeg stødte ind i dig i morges, og at vores løbesko kom op at slås om pladsen? Der er blevet lidt trangt i skoven, efter at foråret så sagte har sat ind, og løbefolket som med jungletrommende, hurtigtspænende ben brager rytmen af liv mod stiernes rungen i takt med hjertets forårsurolighed ind i skovens ellers så dybe stille ro. En kontemplativ ro jeg elsker og – lad os bare sige at jeg – løber efter. Så løber jeg jo efter noget, og der skulle gerne være mening med galskaben – uden mål og mening lever vi så egentlig?
Ok, men lad os så sige, at jeg løb ind i dig – sådan ganske bogstaveligt: BANG! Og vores sko tog derpå over: de gik bersærkergang hver især mod hinanden, afbrudt som de blev i deres rytmiske arbejde med at bære vores sanseløse og samtidig sansestemte kroppe. Skoene hoppede op og ned og mod hinanden og brugte snørebåndene som gevirer, som havde de været to brunstige dåhjorte, der kæmpede om den samme, smukke då.
Hvad ville der ske? Vi ville sikkert se på hinanden. De sko, der trofast har båret os skridt for skridt for skridt for skridt har taget over og lever nu deres eget kamplystne liv.
Det er dig, jeg møder jævnligt på min løbetur gennem skoven. Vi sender måske hinanden et blik, genkendende, for vi ser jo ofte hinanden, men vi kender ikke hinanden. Andet end som en anden løber, der med tomt og dog altsigende blik spæner derudaf.
Egentlig tror jeg, vi først bliver til i mødet med den anden – sådan helt generelt. Et løbermøde har en hel særlig karakter – det er to med samme mål, eller i hvert fald tilnærmelses det samme mål, der momentant møder hinanden – i kampens hede. Sædvanligvis er løbeturen en solitær kamp – du løber med dig selv og for dig selv. For et øjeblik er I to. Den andens blik siger: ja, jeg ved, hvordan du har det og hvorfor du gør det – altså løber. Det er lidt som Tove Ditlevsens blik fra barndommens gade: ”Møder du en med det samme blik , skal du vide han er din ven.”
Men forestil dig så dette flygtige møde smadret af samme to løbere – altså os to – der med løbernes hastighed brager ind i hinanden og vores sko giver sig til at slås!
Hvordan ville vi så se på hinanden?
Jeg bager på brød 2 – rundstykker
Påsken står i vores familie i morgenmadens tegn – altså i det omfang vi går op i mad! Så tror du måske, at vi ikke går ret meget op i mad, men ærlig talt, hvem går egentlig ikke op i mad? Jeg er bare lidt træt at, at køkkenet er udråbt til ”hjemmets hjerte” – som om det eneste der for alvor kan samle en familie er mad. Mennesket lever ikke af mad alene, var der ikke en klog mand der sagde det engang? Hvorfor kan det ikke ligeså vel være bordet med blyanter, papir og maling, der er hjemmets hjerte, hvor man kan udfolde sig kreativt? Hvorfor er det ikke biblioteket – om ikke andet så i form af en bogreol med mange timers underholdning og lærdom? Nej, giv folket et køkken og et husalter i form af et fjernsyn, så er det underholdt: mad og tv, den er fin! Det er nok den tendens, jeg er lidt træt af og derfor kunne jeg godt tænke mig ikke at gå så meget op i mad – men beklager: vi elsker godt nok også mad hjemme hos os, og jeg elsker at bage. Og i påsken står den altså på morgenmad med æg kogt i silkepapir i sjove farver og nybagt brød. I dag fik vi rundstykker.
Jeg er faktisk ikke som udgangspunkt er særlig præcist menneske, hvilket dem der kender mig godt vil vide, jeg er alt for god til at spilde andre menneskers tid ved lige at komme lidt for sent, men jeg er altså mest et cirka-menneske. Det gør sig også gældende i madlavning og brødbagning – derfor bliver disse rundstykker et sjus, de er komposition ud fra lækre brød, jeg har fået serveret ved forskellige lejligheder og udmærker sig ved en dejlig sprød skorpe og noget krymmel på både over og under, så der er ingen, der føler sig snydt ved blot at få en under – den er hos os blevet lige så populær som overen.
Her er hvad du gør:
Du tager 5-10 g gær – afhængigt af hævetid
3 dl mælk
1 ½ dl vand
1 tsk salt
1 ½ spks sukker
8 dl mel
Pynt: birkes, solsikkefrø og æg til pensling.
Det er alt sammen cirka, men jeg har god erfaring med en blød, sød dej, som man får, når man ikke blander for meget mel i, og når der er sukker og først og fremmest mælk, der søder og gør brødet hvidt, som er populært til rundstykker.
Nå, men det hæver natten over, næste morgen slår du dejen ned med et par skeer og benytter derpå skeerne til at klaske dejklatter op på din bageplade med – men husk først at lægge solsikkefrø i bunker under der, hvor du vil sætte dine rundstykker – der bliver måske 8 – 9 stykker.
Derpå efterhæver de, mens ovnen varmer op til ca 225 grader varmluft, de pensles med æg og drysses med birkes og bager i 14 – 15 minutter. Så er de klar!
