Tid til tid
Tid! Hvis jeg har tid. Hvis jeg havde tid. Det har jeg ikke tid til. Det tager ikke så lang tid. Tid til børnene. Tid til hinanden. Tid til sig selv. Tid til haven. Tid til arbejde. Tid til en løbetur. Tid til at gøre indkøbene til en oplevelse. Tid til at ringe til veninden, du ikke har talt med i lang tid, og som du ved er trist. Tid til en god bog. Tid til at lave mad. Tid til at tænke. Tid til ikke at lave noget. Tid. Giv tid!
En af de bedste reklamer i denne tid(!) er, at det – altså bare et eller andet – ikke tager så lang tid. Jeg bruger den selv, når jeg reklamerer for mit brød på bloggen her. Og det er naturligvis, fordi tid er en mangelvare.
For nogle år siden udkom bogen Et liv med tid til livet – skrevet af Kathrine Rudolph. Hun hylder tiden med børnene på bekostning af et arbejdsliv og leverer en sønderlemmende kritik af forbrugersamfundet. Og på mange fronter er det hende der er rigest – på tid.
Mød hende fx her:
http://www.kristeligt-dagblad.dk/artikel/228785:Liv—Sjael–Tid-til-livet
Fakta spiller også på tiden i deres kampagne om, at det kun tager 5 minutter at handle i Fakta – og det er jo noget vi kan forstå, for så får vi jo tid til alt det andet, vi heller ikke har tid til. Fakta startede som en discountbutik – altså en butik med varer til en billig pris, men i dag skal de ikke markedsføre sig på prisen, for dybest set har langt de fleste af os penge nok. Nej, de har ret i at vi i langt højere grad har behov for en tidsdiscountbutik.
Man siger at tid er penge. Åndsvagt! Penge er penge. Tid er tid. Som kun du bestemmer, om du har tid til.