Morgenbolledame
Jeg elsker varme morgenboller og har gang i bollebageriet mange morgner om ugen – på den måde er jeg en rigtig morgenbolledame – og tag ikke fejl, jeg er også stolt af at være en dame! Jeg vil nødig kaldes en pige – jeg er 38 år og har mand, børn, erfaring og ansvar som en rigtig dame. I en tid, hvor der er stor fokus på pædofili, finder jeg det tankevækkende, at kvinder og damer bliver kaldt for piger (og mange i øvrigt også klæder sig som sådan) – der er sket et skred – i Simon Spies’ tid havde han morgenbolledamer, mon ikke de var blevet døbt morgenbollepiger i dag?
Tilbage til bollerne: det tager slet ikke så lang tid at få et morgenbollebageri i gang:
Lige inden du går i seng tager du en lille klat gær – måske 5 – 10 g
5 dl vand
8 dl mel
En tsk salt
Evt sukker
Så hæver dejen i en skål, mens du sover sødeligt, og når du står op næste morgen, er det bare vupti med to skeer at slaske dejklatter op på en bageplade, lade det efterhæve så lang tid du nu har tid til – det kan jo være tiden det tager at gå i brusebad, smøre madpakker, vække børnene, lakere tånegle eller bare den tid det tager ovnen at blive varm.
Bag bollerne fx i 15 minutter ved 230 grader, så bliver de sprøde udenpå og bløde indeni, sådan kan jeg lide dem.
Eneste minus ved disse boller er den slimede skål du står med til sidst, men sådan er der jo så meget i livet, der også er en slimet affære.
