Livsliv
Livsliv! Godt ord! Det er det liv, jeg tror vi alle gerne vil leve.
Hvad er et liv, hvor livet bare passerer? Hvor du passivt ser dagene glide forbi. Du står op. Bevares, det er dog en aktiv handling! Du spiser, bader, skynder på dine børn, spilder mælken og tørrer det op igen, mens du skælder ud på din mand over, at han da heller aldrig gør noget. Går ud af døren og suser ind på din pind. TOMHED! FRIHED. SAVN. Mens dine børn lever deres liv – langt fra dig. Hjem igen. Suse, suse. Børnene vil have kammerater med hjem. Du har hovedpine. Boller varmes, saft laves. Opvaskemaskinen fyldes, startes. Aftensmad – gys! Hvad skal du lave i dag? Javel, det er dog en aktiv handling – men valget omkring det volder nok hovedpine, ikk? Man siger, at det at lave mad til sin familie er en kærlighedshandling. Hvorfor skal det så altid helst overstås og gå hurtigst muligt? Ok, fair nok, man siger, at alt over 7 minutter er spild af tid – men det er altså ikke helt nok til madlavning. Kammerater hentes, spise, vakse op, læse lektier med børnene. Putte. Falde død om!
Stop! Tænk! En dag ser du dig i spejlet? Er det livet værd? Behøver det være sådan?
Livsliv: det er levet liv. Hvor man ånder bevidst. Og tager sig tid. Tid til at se. Tid til at høre. Tid til at smage, lugte, føle. Tid til være.
Noget er ved at bryde igennem. Din tid er er kort. Nyd den!
Åbningsfest på kvindernes internationale kampdag
Hvilken dato vil være bedre egnet til at lade champagnepropperne springe på min nye blog end 8. marts – kvindernes internationale kampdag?
Det er dagen hvor jeg sender kærlige tanker til de kvinder, der er gået forud for mig og som har banet vejen for de muligheder, jeg har i dag.
Jeg betragter det som en selvfølge, at jeg har lige ret og lige værd. Og altså er jeg ingen kæmper – blot en kvinde, der nyder godt af andres kamp.
Jeg boltrer mig selvfølgeligt og uden at skele til køn.
Men faktum er at jeg egentlig ikke benytter mig voldsomt af alle de muligheder, jeg er blevet givet.
Hvorfor mon?
Ja, et svar er tid: lige nu skal jeg fx vælge om jeg vil fortsætte dette blog-indlæg, eller om jeg skal gå ned og forberede aftensmaden til familien? Der er to børn og en mand og vi er alle sultne. Og derfor skal vi have mad.
Men – hov! Der råbte min søde mand: jeg vil gerne lave maden! Jamen, skat, det skal du være vel kommen til. Jeg siger ikke et ord om kampdag, så er jeg sikker på han gik i Rasmus Modsat-mode, men se, hvor langt vi er: når jeg sidder bøjet over tastaturet, tager han over.
Sådan var det ikke for 100 år siden.
Men alligevel føler jeg ikke at jeg kan kaste mig ind i handlen på arbejdsmarkedet på lige vilkår: børn giver ansvar. Det gør et arbejde også. Og ofte vil man skulle træffe et valg: arbejde eller børn i dag?
Det er ikke os der betaler den pris, det er børnene. Deres fremtid. Som andre en gang har været medskabere af min fremtid med større valgmulighed også for kvinder, så er jeg lige nu medskaber af mine børns fremtid – og der tror jeg tilstedeværende voksne er ret centrale. Og det er altså ikke helt nemt, hvis begge arbejder hele dagen.
Så: kvindekamp: ja, tak, men kvinder (og mænd): glem ikke børnene. De bør nok også have deres kampdag!
