Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe
Jeg løber, altså er jeg. Og, naturligvis: jeg tænker, altså er jeg! Når jeg løber, tænker jeg ikke, men at jeg løber er en forudsætning for, at jeg kan tænke.
Når jeg taler om at løbe, taler jeg ikke om mål. Jeg kender mange, der sætter sig mål, når de løber. Men jeg taler om væren – en tilstand ved siden af mit øvrige liv. En tilstand, hvor den susende rytme fra mit åndedrag mimer livsrytmen gennem alle tider, og hvor før og siden er ophævet til fordel for et nu uden for min krop, som jeg ikke genkender, samtidig med at jeg aldrig mærker min krop så kraftigt, som netop i pulsslaget midt på stien i skoven.
For det er klart at en løbetur helst skal foregå i skoven! Denne vinter har været rædselsfuld i forhold til at løbe: min skov har været fyldt med is og sne, hvilket umuliggjorde en fornuftig løbetur – jeg er ikke typen, der tror på, at jeg ikke falder og brækker et eller andet vitalt, derfor har jeg i denne vinter kun løbet på fortove og cykelstier. Og det er bare ikke det samme. Udover naturoplevelserne, som naturligvis er meget rare at få, tænker jeg primært på mine knæ! De bryder sig ikke om et hårdt underlag, men kan lide skovstiens fjedrende modtagelse af mine rytmiske spring. En løbetur er en meget jordnær ting!
Den japanske forfatter Haruki Murakami har begået en fortrinlig løbebog med titlen: ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe.” Særligt synes jeg hans motivation for at gå i gang med at løbe er sød: for det er ikke sådan, at Murakami har løbet altid. Som ung bestyrede han i en årrække en jazz-klub, indtil han besluttede sig for at satse på at blive fuldtidsforfatter. Men et stillesiddende, skrivende liv sætter sine spor – for Murakami var det bl.a. en øget vægt, og derfor gik han i gang med at løbe. Først var den daglige løbetur altså noget, der tjente et andet formål, men langsomt indtog Murakamis løberi et eget, selvstændigt mål i hans liv. Længere og længere, Marathon her og halvmaraton der. Og løbeturen blev et sted, der gav overskud og inspiration, og ikke mindst ser Murakami en klar parallel mellem den udholdenhed der skal til for at fortsætte med at løbe og den vedholdenhed han må bruge, når han skriver.
Vedholdenhed? Skal der vedholdenhed til for at løbe? Ja, det skal der nok. Ligesom der skal vedholdenhed og beslutsomhed til for at leve: dag ud og dag ind trække vejret og ikke kede sig derved, men være til stede i det liv, der er dit.
