Ham Thomas, han er edderma’me svær at få smidt ud
Han er stadig inde! Og bliver der. Tvivlen er borte og kommet i hvert fald denne mand til gode. Ikke at det var svært at efterlade et ellers så dansk ind-og-ud-/frem-og-tilbage-vægelsind til fordel for en mand, der gik rent ind. Han vandt, selvfølgelig gjorde han det.
http://www.youtube.com/watch?v=KTZ4JInIVRI
For ham Thomas, han var edderma’me svær at få smidt ud – af X-factor, hvis jeg nu må benytte et lettere omskrevet citat. Måske husker du den gode Trille, der for mange år siden vakte opstandelse med denne lille sang, der klinger så fint, men som edderma’me er fræk.
Jeg var barn, da Trille sang denne sang, og jeg husker den ganske tydelig. Men som barn forstod jeg den ikke. Hvorfor skulle Gud mon smides ud? Og hvad var det med det øje? Jeg tror nok, jeg mest forstod øjet lidt ligesom en solopgang – lige som i “I østen stiger solen op”. Og jeg syntes egentlig, det var meget smukt og forstod ikke rigtig, hvad det var folk var så forargede over. Ak, ja, så underligt det er at vokse op og forstå.
I dag ser jeg blot på Thomas og forstår. Jeg ser Medina smyge sin afklædte krop ned langs Thomas’ ben og ser det begærlige blik i Pernilles øjne, der efterfølgende med det sødeste smil erklærer sig jaloux. Jo tak, og det siger du? Det handler ikke kun om sang, åh, nej. Men han synger nu fantastisk.
Løgner!
Ok, jeg løj! Naturligvis gjorde jeg det. Når jeg taler om løb, taler jeg selvfølgelig også om mål. Hvad er vel livet uden mål og en løbetur i ren kontemplativ vegeteren over egen væren? Vrøvl!
Jeg har sat mig mål med mit løberi siden jeg som 12-årig startede med at løbe for første gang. Men mine mål har ændret sig. Som 12-årig var det det at blive bedre, der var et mål i sig selv. Så var der hele konkurrenceaspektet i det: den gang løb jeg i en klub og elskede at komme først. Bedst naturligvis hvis jeg også var hurtigere end drengene. Og der var det ikke en gang så meget det at være hurtigere, men mere deres reaktion på at blive slået af en pige, som jeg syntes var ret underholdende.
Det er ikke så tit jeg finder den følelse frem mere, jeg ved ikke rigtig hvad jeg skal bruge den til, men det morer mig at tænke tilbage på det.
Nu er mine mål andre: bedre velvære, fornemmelsen af at være i form. Og det er et meget bevidst valg.
Da jeg lige var blevet mor for første gang, var min mand og jeg i sommerhus med nogle venner. Jeg var 26 år og følte mig bestemt ikke på toppen efter en opslidende graviditet, hvor bare det at gå var en prøvelse. Så var det en af vores venner sagde: det er sådan som vi er nu, vi bliver resten af vores liv. Det hele er grundlagt. Jeg var skræmt fra vid og sans! Jeg tror nok jeg altid har følt at jeg var i proces hen mod noget, der nok var lidt bedre end lige der, hvor jeg var, og her talte han om, at det allerede havde toppet og resten egentlig bare var vedligeholdelse. GYS!
Så da vi kom hjem fra sommerhuset, genoptog jeg min tidlige ungdoms løberi. Den første tur var nok på 500 m – lige hen til skoven og tilbage igen. På den næste tur kom jeg faktisk også ind i skoven, hvilket jo var lidt sjovere, men jeg var stadig helt færdig efter sådan en omgang – og ret rystet: hvor var min kondi?
Heldigvis kommer kondien jo med træning, og nu er jeg igen en habil løber. Om end jeg ikke længere jagter noget – andet end det jeg, jeg var engang.
Og det jagter jeg nu ikke en gang – jeg syntes bare det lød godt.
Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe
Jeg løber, altså er jeg. Og, naturligvis: jeg tænker, altså er jeg! Når jeg løber, tænker jeg ikke, men at jeg løber er en forudsætning for, at jeg kan tænke.
Når jeg taler om at løbe, taler jeg ikke om mål. Jeg kender mange, der sætter sig mål, når de løber. Men jeg taler om væren – en tilstand ved siden af mit øvrige liv. En tilstand, hvor den susende rytme fra mit åndedrag mimer livsrytmen gennem alle tider, og hvor før og siden er ophævet til fordel for et nu uden for min krop, som jeg ikke genkender, samtidig med at jeg aldrig mærker min krop så kraftigt, som netop i pulsslaget midt på stien i skoven.
For det er klart at en løbetur helst skal foregå i skoven! Denne vinter har været rædselsfuld i forhold til at løbe: min skov har været fyldt med is og sne, hvilket umuliggjorde en fornuftig løbetur – jeg er ikke typen, der tror på, at jeg ikke falder og brækker et eller andet vitalt, derfor har jeg i denne vinter kun løbet på fortove og cykelstier. Og det er bare ikke det samme. Udover naturoplevelserne, som naturligvis er meget rare at få, tænker jeg primært på mine knæ! De bryder sig ikke om et hårdt underlag, men kan lide skovstiens fjedrende modtagelse af mine rytmiske spring. En løbetur er en meget jordnær ting!
Den japanske forfatter Haruki Murakami har begået en fortrinlig løbebog med titlen: ”Hvad jeg taler om, når jeg taler om at løbe.” Særligt synes jeg hans motivation for at gå i gang med at løbe er sød: for det er ikke sådan, at Murakami har løbet altid. Som ung bestyrede han i en årrække en jazz-klub, indtil han besluttede sig for at satse på at blive fuldtidsforfatter. Men et stillesiddende, skrivende liv sætter sine spor – for Murakami var det bl.a. en øget vægt, og derfor gik han i gang med at løbe. Først var den daglige løbetur altså noget, der tjente et andet formål, men langsomt indtog Murakamis løberi et eget, selvstændigt mål i hans liv. Længere og længere, Marathon her og halvmaraton der. Og løbeturen blev et sted, der gav overskud og inspiration, og ikke mindst ser Murakami en klar parallel mellem den udholdenhed der skal til for at fortsætte med at løbe og den vedholdenhed han må bruge, når han skriver.
Vedholdenhed? Skal der vedholdenhed til for at løbe? Ja, det skal der nok. Ligesom der skal vedholdenhed og beslutsomhed til for at leve: dag ud og dag ind trække vejret og ikke kede sig derved, men være til stede i det liv, der er dit.
Jeg bager på brød
Jeg elsker brød! Det er trange tider, hvor kulhydrater betragtes som den store synder, og de mest populære kure forsager brødet. Så lad dette være en ode til brødet. Oh!
Siden Jan Kjærstad beskrev kvinden, der prøvede at bage verdens bedste brød i den forførende trilogi om Jonas Wergeland, har jeg følt mig dybt beslægtet med denne kvinde og tager gerne kampen om: for naturligvis stræber jeg efter at bage verdens allerbedste brød og hive pokalen herfor hjem til evigt skue ved siden af kogebøgerne – hvor det absolut er bagesiderne og de rene bagebøger, der har flest pletter efter flittigt brug.
Men mit bedste brød til dato har jeg ikke fra en bagebog, men fra en dame ved navn Inger. Mon ikke det er med opskrifter som med planter: de skal helst være foræret til én? Planterne fordi de trives bedst med en historie tilknyttet (man skulle jo gerne have noget at snakke med dem om, ikk?) og opskriften, fordi så ved man jo, at det smager fantastisk. Det er gerne sådan det fungerer: man får serveret et aldeles velsmagende brød, man komplimenterer det, og så takker bageren og spørger om ikke man vil have opskriften. Det vil jeg altid gerne. Det er sådan jeg har fået mine bedste opskrifter. Derfor har vi hjemme hos os en ”Kirsten Rasmussen ret” og altså også ”Ingers brød”.
Til brødet skal du bruge en særlig dejskraber, jeg har købt min i Norge, men mange af mine venner, som jeg har givet opskriften til, har med held enten brugt en stor, bred kniv eller en fugeskraber. Den rigtige dejskraber er firkantet og lavet af let bøjeligt metal med et plastikhåndtag. Skraberen kan du arbejde med inde i din hule hånd.
I mit køkken med min dejskraber
Til brødet skal du i øvrigt bruge:
5 dl vand
1 dl mælk
2 tsk salt
1 spks honning
½ pakke gær
12,5 dl mel
Det er en flydende dej, som du, efter den har hævet til dobbelt størrelse, hælder ud på et godt meldrysset bord. Du putter nu mel over på brødet og bruger din skraber til at vende melet rundt om alle ender af dejmassen, du kan modulere dejen ret meget: den har mel udvendigt og er altså klistret indvendig.
Nu benytter du dit redskab til at skære dine brød ud: du kan enten lave små trekanter, det bliver til en slags horn, eller lave lange flutes.
Brødet bages i en meget varm ovn: jeg bager det på 240 grader varmluft og 15 – 17 minutter, men det varierer jo en del fra ovn til ovn. Vigtigt er det at brødet er brunt og skorpen hård.
Hvis du ønsker en længere hævetid, fx natten over, putter du blot mindre gær i. Og glem ikke efterhævning!
Kirkelig vielse af bøsser og lesbiske
Kærlighed og ægteskab – og køn! – hvad kommer de hinanden ved?
Debatten raser!
Kærlighed! Ægteskab! Det er faktorer, der i vores kultur går op i en højere enhed. Så højt at selvom mange ikke har deres ugentlige gang i kirken indledes ægteskab for en stor dels vedkommende naturligt med et kirkebryllup.
Men der er lige den hale ved det, at ægteskabet altså kun kan indgås mellem en mand og en kvinde.
Er du bøsse eller lesbisk, kan du blive velsignet i kirken, men ikke gift.
Er det ikke temmelig diskriminerende? Eller skal man holde fast i at et ægteskab an sich må være mellem mand og kvinde, som det nu en gang altid har været?
Det er debatten!
Og i går aftes fulgte jeg ”Debatten” hos Clement på DR2.
Der var bl.a. to biskopper inde: Karsten Nissen fra Viborg, der var imod en ændring af vielsesritualet til fordel for et ”kønsneutralt”, og Keld Holm fra Århus, der syntes godt om, at homoseksuelle skal kunne blive viet i kirken på lige fod med de heteroseksuelle.
Karsten Nissen mente ikke man bare skulle følge med tidsånden. Tidsånden? Gad vide hvor mange der tænker – bevidst eller ubevidst: ok, det er pt lidt in at være homoseksuel, mon ikke også jeg skulle prøve? Jeg tror ikke på det – måske er der nogle, der ikke har turdet i mere ”snerpede” og endog kriminaliserende tider, eller nogle som har en nysgerrighed i sig, der prøver det af i en mere åben ”tidsånd”, men det bliver aldrig tidsånden, der afgør seksuel tiltrækning. Og selvom tiden i dag er mere åben, tror jeg rigtig mange har haft vanskeligheder med at springe ud – det er ikke den lette vej til kærlighed.
Karsten Nissen mente, det ville udvande kirken med reel mulighed for vielse af homoseksuelle i kirken.
Hvordan lige det? Hvorfor skulle kærlighed også mellem to af samme køn og vielsen af dem, der føler den kærlighed, udvande den i forvejen rummelige folkekirke?
http://www.dr.dk/DR2/D/Debatten/
Uro i hjerterne
13. marts. Så er bliver der uro i hjerterne. Isen smelter, foråret kommer. Er det tåget? Ikke just, men uro i hjerterne, det er der.
Det skrevne er måske altid en løgn. Skrevet på distance, gennem et hjerte, der har noget på – undskyld mig: hjerte – og vores forræderiske hjerter går alt for ofte på kompromis med sandheden. Hvem har ikke i den første forelskelse levet på en løgn: ikke set den begærede, som han egentlig var? Og når sandheden går op for en, er også den en løgn, for så er ens syn farvet af irritation over tandpastalåg, snorken og snavsede sokker – er det måske det sande billede af en person?
Men uro i hjerterne: det elsker vi! Fordi vi elsker forelskelsen, beruselsen, forårets lys efter den lange vinters mørke. I år mærker vi bedre end så mange andre år, hvad Martin A. Hansen skrev om, da isen først brød 13. marts. Hvornår har vi sidst haft en isvinter? Og mærket savnet efter forår, lys og glæde mere dybtfølt.
Så føl gerne efter lidt uro i hjerterne. Løgn eller ej: det hjælper alligevel til at blæse vinterstøvet ud af øjnene og se hinanden og os selv om ikke med sandere, så i hvert fald med nye øjne!
Ind med mændene
Sagde jeg ud med mændene? Ok, ikke dem alle sammen at forstå – det ville blive lidt tomt i længden, hvis du forstår mig ret?
Når X-factor-Thomas ”Bond’er” diamanter ud til de danske kvinder. Og Pernille Rosendahl kan forestille sig uro i sloggierne derved, kom jeg til at tænke på, hvor trist det ville være, hvis der var helt mandetømt i det feminine sloggi-rum!
Ind og ud – om igen!
Vægelsind? Ja, naturligvis. Jeg sejler natligt mellem Jylland og Fyn og mindes gladeligt fordums konger.
Her ser du en konge ved det tvivlsomme navn Thomas – ikke som Bond, men stadig fantastisk:
Guldsmed Boye
Eksamensprojekt på MMD-uddanelsen januar 2009:
http://www.wieck.dk/guldsmedboye/index.php
Et smykkes tilblivelsesproces:
Ud med mændene
Se her hvad der sker med mænd, der prøver at entrere i det feminine, solitære rum – eller skal vi blot sige: uf, han er ægte (og lugter sikkert af armsved) – eller er det l’art pour l’art?
Sikkert er det hvert fald: manden får sparket i vores lille mekaniske balletdans her:
